Gråsten | Broen fejres med børnetegninger
1078
post-template-default,single,single-post,postid-1078,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1200,qode_popup_menu_push_text_top,qode-child-theme-ver-1.0.0,qode-theme-ver-11.1,qode-theme-bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.7,vc_responsive

Broen fejres med børnetegninger

Der er regnbuen, solen, måne, regn, en ødelagt bro, fordi der er hul i broen. Sådan beskriver 5-årige Nikolaj sin tegning med en bro. Nikolaj går i Børnehuset Himmelblå og sammen med kammeraterne i storebørnsgruppen, har de arbejdet i flere dage med begrebet EN BRO.

Børnehuset Himmelblå er sammen med 8 andre institutioner inviteret til at lave en kunstudstilling under Egernsundbroen i forbindelse med broens fødselsdag. Pædagog Petra Abel Hansen fra Himmelblå har taget udfordringen op og gået til opgaven som en del af en læringsproces. ”Vi vil gerne arbejde med noget der relaterer til børnenes hverdag og dermed giver mening og god udvikling for børnene – og det gør en bro. De kører tit over en  bro, vi har spillet teater under en bro, børnene fotograferer broen, som de ser den, for at kunne snakke om broens funktion”, fortæller Petra Abel Hansen. ”Broen kan forbindes med netop de begreber, man skal have styr på som 5-årig: ovenpå, nedenunder, foran, ved siden af, igennem og over”, fortsætter Petra Abel Hansen.

Kunstner Vibeke Fonnesberg har været på besøg hos storebørnsgruppen i Himmelblå en hel formiddag, hvor de netop arbejdede med deres tegninger. ”Måske har de fået idéer fra mig, men jeg har da i høj grad også fået idéer fra børnene. Det har været til stor inspiration at arbejde med børnene i Himmelblå – de tænker helt fantastiske tanker om EN BRO”, siger Vibeke Fonnesberg.

Vibeke Fonnesberg står bag ideen, sammen med Kunststigruppen under Gråsten Forum, om at udsmykke Egernsundbroen på Alnorsiden den 23. juni til broens fødselsdag. ”Det bliver en virkelig flot udstilling af alle de børnetegninger, det glæder jeg mig til”, fortæller Vibeke Fonnesberg

Naomi, Lærke og Nikolaj er meget optaget af at tegne broer

 

FAKTA

Kunststi gruppen under Gråsten Forum har inviteret alle børn i områdets børnehaver og skoler til at komme med kreative bud på begrebet EN BRO. De over 300 tegninger bliver udstillet under Egernsundbroen den 23. juni i forbindelse med 50 års jubilæet for broen.