Gråsten | Godt holdarbejde gav skoleelever spanden fuld af æbler
1284
post-template-default,single,single-post,postid-1284,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1200,qode_popup_menu_push_text_top,qode-child-theme-ver-1.0.0,qode-theme-ver-11.1,qode-theme-bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.7,vc_responsive

Godt holdarbejde gav skoleelever spanden fuld af æbler

Foto: Søren Gülck

Onsdag vandrede hold af skoleelever rundt i Rinkenæs. De var på stjerneløb med samarbejdsøvelser og med æbler i samarbejde med Gråsten Æblefestival.

For cirka 80 elever i 6. klasse på Gråsten Skole og 5. og 6. klasse på Rinkenæs Skole var skolebænken onsdag skiftet ud en vandretur rundt i Rinkenæs. De var på æblestjerneløb, hvor de i hold skulle løse opgaver.

Ved børnehaven skulle de spille kryds og bolle mod læreren, hvor spillebrættet var skiftet ud med røde og gule æbler, der var langt i ni hulahopringe på asfalten, og ved træskulpturen i Gartnerslugten skulle de udtænke, hvordan hele holdet hurtigst muligt og med hinanden i hænderne kunne komme rundt om en kegle og tilbage igen uden at træde på græsset og med én sort affaldssæk som hjælp. Et tredje sted fik de lov at kigge på et reklamepostkort for Gråsten Æblefestival i 30 sekunder, hvorefter de skulle besvare spørgsmål som: Hvor mange flasker æblemost var der, hvor mange dage varer æblefestivalen, og hvilke datoer er det?

Foto: Søren Gülck

Vidensbyen involveret

Sådan kom eleverne godt rundt i området i den flotte efterårsdag, også omkring kirken med udsigt over fjorden. Hvert hold medbragte en spand til belønningen for veludførte opgaver: æbler. Dagens vinderhold skulle findes ved at veje spanden.

– Næste år skal 6. klasserne fra Rinkenæs rykke ind på Gråsten Skole. Sådan en dag kan de blive rystet lidt sammen, sagde lærer på Rinkenæs Skole Hans Karup, som havde været med til at koordinere løbet

Det var sket med hjælp fra Sønderborg Kommunes skoleprojekt Vidensbyen, som var kommet med oplæg til aktiviteter til løbet. Vidensbyen er faktisk kommet med input til hele tre aktivitetsdage, hvor klasserne i anledning af Gråsten Æblefestival har haft æbler i alle afskygninger på skemaet.

På Gråsten skole har eleverne været rundt i forskellige workshops med temaerne Æbler på tysk, Design din egen juicekarton og Gråstenæblet – slogans og logoer.

Foto: Søren Gülck

120 børn til festival fredag

Også i områdets daginstitutioner er der i denne uge aktiviteter med æbler. Produkter fra aktiviteterne bruges til pynt i æblefestteltet, hvor cirka 120 børn kommer fredag formiddag for at være med til sjove aktiviteter, også i samarbejde med Vidensbyen. Fredag på festivalen er blevet en populær tradition i daginstitutionerne:

”Vi glæder os allerede til æblefest!!!!!!!!!!!!!!!! De fem drenge, der fik lov at være med sidste år, snakker stadig om oplevelserne…” lød det i sidste uge i en mail fra Børnehuset Himmelblå til Birgitte Normann Houe, der er koordinator for børneaktiviteterne i styregruppen for Gråsten Æblefestival.

Foto: Søren Gülck