Gråsten | Gråsten Æblefestival 2018 er i gang!
1289
post-template-default,single,single-post,postid-1289,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1200,qode_popup_menu_push_text_top,qode-child-theme-ver-1.0.0,qode-theme-ver-11.1,qode-theme-bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.7,vc_responsive

Gråsten Æblefestival 2018 er i gang!

I det store æblefesttelt, pyntet af skoleelever og børnehavebørn, blev Gråsten Æblefestival åbnet i aften.Foran scenen, der i år er flankeret af to pyramideformede dekorationer med rigtige æbler, spillede Rinkenæs Brass Band, hvorfra tubaist Kaj Nielsen også er en central drivkraft i æblefestivalens styregruppe med frivillige fra området.

Rinkenæs Brass Band havde flere populære numre på programmet, blandt andet “The Banana Boat Song” og “Nine to Five”. Foto: Søren Gülck

Kaj Nielsen bød velkommen og gav ordet til borgmester Erik Lauritzen, som har holdt åbningstale hvert år, siden æblefestivalen første gang blev holdt for fem år siden.
Borgmesteren slog fast, at Gråsten ikke hører til de mindre byer, som må slås med fraflytning og stilstand. I Gråsten sker der masser af udvikling, ikke mindst takket være mange ildsjæle, som ikke brænder ud.
– Det er intet mindre end imponerende, hvordan det er lykkedes at udvikle Gråsten Æblefestival, når man ser det program, der er lagt, sagde Erik Laurtizen, der også glædede sig over, at æblefestivalen efter de første år med god starthjælp efterhånden klarer sig med mindre tilskud fra kommunen i kraft af lokal opbakning, partnerskaber, sponsorater og nye indtægtsgivende tiltag.

Borgmester Erik Laurtizen holdt sin femte åbningstale. Foto: Søren Gülck

Borgmesteren blev fulgt af en ung taler, Anton Henneberg fra 9. a på Gråsten Skole. Han trak en tråd et par generationer tilbage, til dengang efterårsferien hed kartoffelferie, fordi hele familien skulle arbejde for at samle forråd til vinteren på markerne.
– I dag ligger æblerne plukkede i supermarkedet, landbrugene bliver færre og færre, og det eneste fixpunkt, som et dansk efterår indeholder, kommer fra et andet land. Her tænker jeg på Halloween, som jo er en amerikansk tradition, som vi har taget til os.
Patrick ønskede sig ikke tilbage til bøjede rygge på markerne, men:
– Vi kan samles om gamle traditioner og gøremål, som bjærgning af årets æblehøst. Vi kan jo i første omgang sørge for at plante mange, mange nye æbletræer i private haver og på offentlige områder. Det kunne også hjælpe på samværet mellem unge og ældre, børn og forældre og venner. I stedet for at sidde inde og få ”skærmøjne” skal vi ud og få sunde røde ”æblekinder.”

Og netop æblefestivalen har år for år stået for plantning af hundredvis af æbletræer i Gråsten og omegn. Søndag før festivalen var borgere med til at plante 90 æbletræer ved skoleprojektet Haver til Maver ved Gråsten Landbrugsskole. Det skete i lige så strålende solskinssvejr som i dag, på festivalens åbningsdag, og det tegner til at fortsætte festivalen ud.

Som afslutning i teltet spillede Jesper Gloor og Brian O’Driscoll Gråstens æblesang, “Det røde æble fra Gråsten”, som er skrevet af Jesper Gloor til æblefestivalen for tre år siden.
Jesper og Brian havde også guitarer med og spillede til lanternegangen langs vandet til plejecentret, hvor et halvt hundred børn og næsten lige så mange voksne deltog.

Forinden tryllebandt Onkel Ballonkel, også kendt som Art Petit fra Flensborg, børnene i en god halv time med sit energiske show, der fyldte teltet med børnelatter.

Fredag kl. 10 åbner festivalen igen – både markedsteltet med et rekordstort  antal boder – og Æblefestteltet, som om formiddagen fyldes med ca. 120 børn fra områdets daginstitutioner.
Se hele programmet HER

Jesper Gloor og Brian O’Driscoll . Foto: Søren Gülck

Onkel Ballonkel, også kendt som Art Petit fra Flensborg. Foto Søren Gülck

Foto: Søren Gülck

 

Foto: Søren Gülck