13 okt Hvordan skal byen se ud?
Vil du være med til at udvikle en bystrategi for Gråsten-Rinkenæs-Egernsund?
Sønderborg Byråd har besluttet, at der skal udarbejdes en bystrategi for byområdet. Bystrategien skal ses som det overordnede kompas, der sætter retningen for, hvordan området skal udvikle sig i fremtiden. Hovedformålet med bystrategien for Gråsten-Rinkenæs-Egernsund er at styrke og synliggøre byernes potentialer og identitet. Arbejdet med bystrategien tager afsæt i masterplanen for Gråsten-området, der blev udarbejdet i 2015.
Bystrategien vil sætte fokus på, at de tre byer fremstår som et mere samlet område, hvor deres forskellige potentialer understøtter hinanden. Baggrunden for at byerne bliver samlet i en fællesstrategi er, at byerne allerede i dag på flere punkter hænger sammen og understøtter hinanden.
Der er derfor brug for din holdning, dine ideer og din viden om, hvad området kan og er, til at udarbejde en strategi for området.